Neurogen blæredysfunktion er en sygdom i de nedre urinveje, som skyldes skader på eller sygdomme i centralnervesystemet.
Problem
Neurogen blæredysfunktion forekommer hos mange mennesker med neurologiske sygdomme, herunder multipel sklerose, Parkinsons sygdom, rygmarvsskade og rygmarvsbrok. Det kan føre til problematiske symptomer og komplikationer, herunder urininkontinens, hyppige vandladninger og vandladningstrang, sammen med risiko for infektion med spredning til de øvre urinveje og nyresygdom.
Sygdommen kan også påvirke livskvaliteten negativt, hvilket kan medføre social isolation hos de berørte patienter.
Skader på eller sygdomme i centralnervesystemet (CNS) eller i det perifere eller autonome nervesystem kan føre til neurogen blæredysfunktion. Denne dysfunktion kan opstå som følge af flere neurologiske tilstande og er fundet hos 40 % til 90 % af patienterne i USA med multipel sklerose (MS), 37 % til 72 % af patienter med parkinsonisme og 15 % af patienter med apopleksi.
Det anslås, at 70 % til 84 % af patienter med rygmarvsskader i det mindste har nogen grad af blæredysfunktion. Blæredysfunktion ses også ofte hos patienter med rygmarvsbrok, med vesikoureteral refluks hos op til 40 % af børn i 5 års alderen og op til 60,9 % af unge voksne med rygmarvsbrok, som oplever urininkontinens.
Generende symptomer fra urinvejene ved neurogen blæredysfunktion omfatter urininkontinens, hyppige vandladninger og vandladningstrang. Selv problemer med at tømme blæren helt er normale symptomer, hvilket giver en øget risiko for urinvejsinfektioner (UVI).
Håndtering og behandling
Behandlingen for neurogen blære kan omfatte adfærdsændring, bækkenbundsmuskeløvelser, elektrisk stimulering, behandling med lægemidler, kateterisering eller undertiden operation.
Adfærdsændring, genoptræning af blæren, kan reducere problemer forårsaget af en overaktiv blære. Det kombinerer viljestyrke og øvelse. Patienten bliver bedt om at udfylde et vandladningsskema, der er en daglig registrering af mængde og tidspunkt for væskeindtag, antal vandladninger og lækageepisoder. Formålet er at øge tidsperioden mellem tømninger og opnå en større blærekapacitet. Det kan medføre, at episoderne med hyppige vandladninger samt nokturi reduceres. Det tager som regel cirka 4 uger, inden blæretræningen fungerer.
Elektrisk stimulering. Elektrisk stimulering bruges til behandling af stressinkontinens, tranginkontinens og blandet inkontinens. Kan også bruges ved vanskeligheder med tømning af blæren, som skyldes en svag blæretømningsrefleks og underaktiv detrusor. Formålet med den elektriske stimulering er at styrke de normale nervers funktion for kontrol af blærefunktionen.
Det er vigtigt at vide, at der er flere forskellige muligheder inden for elektrisk stimulering, f.eks. TENS, IVES, sakral neuromodulation og SARS.
Behandling med lægemidler. Der er endnu ingen lægemidler, der er rettet mod bestemte muskler som f.eks. lukkemusklen. Der findes imidlertid lægemidler, der reducerer muskelspasmer og tremor. Disse kan være effektive til behandling af neurogen blæredysfunktion.
Kateterisering. Kateterisering bruges til at sikre fuldstændig tømning af blæren. Dette kan enten være intermitterende eller permanent.
Der kan anlægges en stomi (åbning i huden) hvor urinen kan ledes ud til en urinpose, hvis det ikke har været muligt at anlægge en kontinent stomi.