Forstoppelse er et af de mest almindelige symptomer og kan opdeles efter årsagen til symptomerne i primær og sekundær forstoppelse.
Primær forstoppelse er f.eks. funktionel eller idiopatisk forstoppelse - langsom tarmpassage (STC).
Sekundær forstoppelse har en underliggende årsag som f.eks. forskellige lægemidler, en medicinsk tilstand (f.eks. Hirschsprung, MS, Parkinson) og/eller mekanisk obstruktion såsom rektal striktur, rectocele eller tarmobstruktion.
Primær eller funktionel forstoppelse er almindelig, og forekomsten i befolkningen anslås til at være 2-28 %. Ældre og personer med lavere socioøkonomisk status er især berørt. Forstoppelse rapporteres 10 gange hyppigere hos kvinder end hos mænd.
Funktionel forstoppelse anses generelt for at være ufarlig i medicinsk forstand, dvs. at den ikke forårsager organiske skader eller forkorter levetiden. Det er dog almindeligt, at symptomerne er så belastende, at de forringer livskvaliteten.
Refraktorisk forstoppelse beskrives, når der ikke opnås lindring af symptomerne efter en given behandlingsperiode.
Langsom tarmpassage eller tyktarmsinerti defineres som svær funktionel forstoppelse uden dysfunktion i bækkenbunden. Langsom tarmpassage diagnosticeres sammen med radiografiske tegn på forsinket passage med fysiologisk fravær af tyktarmsaktivitet og ingen reaktion på farmakologisk stimulering under registrering af tyktarmens motilitet. Ca. 15-30 % af patienter med forstoppelse har langsom tarmpassage. Grundlæggende sker dette, fordi peristaltikken i tyktarmen er stærkt reduceret, og afføringens bevægelse gennem tarmene bliver meget langsom. Årsagen til denne reducerede bevægelse er stort set ukendt. Nogle teorier tyder på manglende fibre i kosten, autonom neuropati og lidelser i både det enteriske nervesystem og det endokrine system.
Vurdering, diagnose og behandling af forstoppelse skal tilpasses den enkelte person.
Behandling af forstoppelse
Behandlinger bør tilbydes i overensstemmelse med pyramiden for behandling af tarmen.
Livsstilsændringer
For at opnå en effektiv behandling kræves der forståelse og accept af behandlingen med henblik på overholdelse af medicinering, men også ændringer af kost og livsstil.
Farmakologiske behandlinger
Al medicin, uanset om det er orale præparater eller rektale stikpiller, bør kun ordineres og vurderes løbende i behandlingen. Det er afgørende at skelne mellem blødgøringsmidler til afføring, stimulerende afføringsmidler, bulkdannende afføringsmidler og osmotiske afføringsmidler. I randomiserede kliniske forsøg er svarprocenterne ved afføringsbehandling anslået til 20-40 %, og overholdelsen af brug af afføringsmidler er dårlig.
Biofeedback-behandling har vist sig at være mere effektiv end afføringsmidler mod forstoppelse hos patienter med dyssynergi i bækkenet.
Behandlingsforløb skal starte med konservative behandlinger som beskrevet ovenfor. Patienter med langsom tarmpassage reagerer imidlertid ikke på medicinske behandlinger. (Der findes nogle mindre undersøgelser, som peger på, at ikke-farmakologiske behandlinger såsom biofeedback, TAI og akupunktur kan være effektive). Diagnosen langsom tarmpassage bliver ofte ikke stillet, før disse tiltag har vist sig at være ineffektive. Til patienter, som ikke reagerer på konservative behandlinger, findes der en række forskellige kirurgiske metoder til behandling af langsom tarmpassage.
Transanal irrigation
Transanal irrigation er en god behandling af primær og sekundær forstoppelse. Denne behandling har vist sig at give regelmæssige og forudsigelige afføringer, forbedre livskvaliteten og give den enkelte mulighed for at styre sin egen tarmfunktion.
Transanal irrigation har også vist sig at være velegnet til nogle patienter med langsom tarmpassage, selvom tyktarmen kan være mindre tilbøjelig til at reagere på stimuleringen af irrigationen hos patienter med alvorlig og kronisk forstoppelse.